Superfood: Er popcorn virkeligt sunde?

Tilbage i 2012 konkluderede en skelsættende amerikansk undersøgelse, at popcorn er så sunde, at de ligefrem kan erstatte visse frugter og grøntsager. Det er jo herligt nyt for biograffolket, men inden du propper munden med poppede majs, er der et par præmisser, flere medier gladelig udelod at formidle.

Bedre end broccoli?

Undersøgelsen, der blev foretaget ved Scranton University, konkluderede, at popcorn var den ”perfekte snack”, og flere sundhedseksperter drog paralleller mellem popcorn, frugter og grøntsager. Der er noget om snakken – men der er lige så vel tale om sandhed omsvøbt med salt og smør.

Et kig under skallen

Omdrejningspunktet er, at popcorn indeholder et så højt antal polyfenoler, at det siges, at snacken kan konkurrere med visse frugter og grøntsager. Det er tilfældet fordi, de antioxidanter der findes i grøntsager og frugter mister sin virkning pga. et van(d)vittigt højt vandindhold. Til sammenligning er vandindholdet i de fleste grøntsager på 90%, mens popcorn har et vandindhold på omkring 40%.

FAKTA: Polyfenoler er sunde antioxidanter, der findes i en lang række vegetabilske fødevarer. Polyfenoler sænker kolesterol og forebygger visse former for kræft.

Fantastisk højt indhold af fuldkorn

På baggrund af den omdiskuterede undersøgelse fra 2012 ved vi, at popcorn er den eneste snack, der er 100% uforarbejdet fuldkorn. Og den er faktisk god nok. En portion popcorn alene dækker over halvdelen af vores daglige behov for fuldkorn.

Tilberedningen er det altafgørende

Så popcorn er faktisk sunde i et vis omfang – hvis vi altså spiser dem uden tilsætning af fedtstof og salt. Og hvem gør lige det?

Popcorn vil naturligvis altid have nogle fibre og antioxidanter, der er rigtigt gode for os, men tilsøles filmsnacken med salt og smør, er majskornene pludseligt ikke så sunde igen.

FAKTA: Mikrobølgepopcorn indeholder dobbelt så mange kalorier, som de luftpoppede. Fedtprocenten i mikrobølgepopcorn er på omkring 43 %, mens popcorn poppet i en gryde med olie indeholder 28 % fedt.

Hvis du ønsker at dække en del af dit fuldkorns- og fiberbehov samt tanke op på polyfenoler med popcorn, skal du luftpoppe dine korn og ikke tilsætte meget salt – hvis overhovedet noget. Med denne tilberedelsesform er popcorn faktisk slet ikke så usunde, som man tidligere antog, men popcorn vil (desværre) aldrig kunne erstatte frugt og grøntsager.