Italien har det måske bedste køkken i verden. Det er der mange årsager til. Først og fremmest er det fordi, Italien er kendt for gode råvarer, opskrifter og madtraditioner.
Hvad enten du har en svaghed for brød, oste, vine, kød eller desserter er landet ophav til nogle af de mest populære delikatesser. Dog behøver du nødvendigvis ikke rejse til støvlelandet for at få tilfredsstillet dine lyster.
Her er tre bud på italienske madoplevelser i København.
1) Den hurtige
Lad os starte med den måske største klassiker af dem alle: Pizzaen. Har du pizza-cravings, bør du uden tvivl lægge vejen forbi Falkonér Allé på Frederiksberg. Her bager Forno a Legna ganske enkelt Danmarks bedste pizza. Du skal dog have tålmodighed, da der – især i weekenden – er stuvende fyldt i det lille stenovs-pizzeria, der har ganske få siddepladser og ikke altid har tid til at svare på telefonen.
2) Den gode restaurantoplevelse
Skal vi nævne én italiensk restaurant, hvor du får en virkelig god italienermenu for pengene, falder valget helt sikkert på Scarpetta på Nørrebro. Det er én af Cofocos største succeser, og de lader til at være godt kørende stadig. Ikke mindst fordi, du får en sublim 5-retters menu fra 250 kr. Nogle af retterne kan dog lægge lidt kroner til menuprisen. Vores eneste anke er, at lokalerne ikke er specielt hyggelige.
3) Den hjemmelavede
Vil du hellere selv gå på opdagelse i de mange italienske delikatesser og kokkerere derhjemme, så skal du lægge vejen forbi Supermarco et stenkast fra Fisketorvet. Her kan du shoppe alskens importerede specialiteter fra Italien, og vinudvalget tilbyder en masse gode vine, du ikke kan få andre steder i Danmark. Butikken bliver tilsyneladende stadig mest besøgt af virksomheder, men private kan også sagtens handle der.