Superfood: Er popcorn virkeligt sunde?

Tilbage i 2012 konkluderede en skelsættende amerikansk undersøgelse, at popcorn er så sunde, at de ligefrem kan erstatte visse frugter og grøntsager. Det er jo herligt nyt for biograffolket, men inden du propper munden med poppede majs, er der et par præmisser, flere medier gladelig udelod at formidle.

Bedre end broccoli?

Undersøgelsen, der blev foretaget ved Scranton University, konkluderede, at popcorn var den ”perfekte snack”, og flere sundhedseksperter drog paralleller mellem popcorn, frugter og grøntsager. Der er noget om snakken – men der er lige så vel tale om sandhed omsvøbt med salt og smør.

Et kig under skallen

Omdrejningspunktet er, at popcorn indeholder et så højt antal polyfenoler, at det siges, at snacken kan konkurrere med visse frugter og grøntsager. Det er tilfældet fordi, de antioxidanter der findes i grøntsager og frugter mister sin virkning pga. et van(d)vittigt højt vandindhold. Til sammenligning er vandindholdet i de fleste grøntsager på 90%, mens popcorn har et vandindhold på omkring 40%.

FAKTA: Polyfenoler er sunde antioxidanter, der findes i en lang række vegetabilske fødevarer. Polyfenoler sænker kolesterol og forebygger visse former for kræft.

Fantastisk højt indhold af fuldkorn

På baggrund af den omdiskuterede undersøgelse fra 2012 ved vi, at popcorn er den eneste snack, der er 100% uforarbejdet fuldkorn. Og den er faktisk god nok. En portion popcorn alene dækker over halvdelen af vores daglige behov for fuldkorn.

Tilberedningen er det altafgørende

Så popcorn er faktisk sunde i et vis omfang – hvis vi altså spiser dem uden tilsætning af fedtstof og salt. Og hvem gør lige det?

Popcorn vil naturligvis altid have nogle fibre og antioxidanter, der er rigtigt gode for os, men tilsøles filmsnacken med salt og smør, er majskornene pludseligt ikke så sunde igen.

FAKTA: Mikrobølgepopcorn indeholder dobbelt så mange kalorier, som de luftpoppede. Fedtprocenten i mikrobølgepopcorn er på omkring 43 %, mens popcorn poppet i en gryde med olie indeholder 28 % fedt.

Hvis du ønsker at dække en del af dit fuldkorns- og fiberbehov samt tanke op på polyfenoler med popcorn, skal du luftpoppe dine korn og ikke tilsætte meget salt – hvis overhovedet noget. Med denne tilberedelsesform er popcorn faktisk slet ikke så usunde, som man tidligere antog, men popcorn vil (desværre) aldrig kunne erstatte frugt og grøntsager.

7 myter om kaffe: Kan kaffe kontrollere din brandert?

Kaffe og dens væskes virke er omgærdet af en masse sejlivede myter. Mange myter stiller kaffen i et dårligt lys, men er den opkvikkende kickstarter overhovedet så ringe endda? Jeg vil her be- og afkræfte de mest vedholdende myter om kaffe.

Vi danskere er nemlig hyppige kaffedrikkere, så det er på tide at få vores facts omkring kaffen straight. Faktisk drikker vi i gennemsnit 4 kopper kaffe om dagen – bør vi moderere vores indtag?

Kaffe er en væske

SANDT.
Én af de allermest sejlivede myter er denne, og den er falsk. Kaffe ER en væske. Der er dog visse forbehold – for selvom kaffe kan indgå i dit væskeregnskab, må det ikke være den eneste væske, der indgår. Det altid sundest at slukke tørsten i vand.

Kaffe er vanddrivende

DELVIST SANDT.
Kaffe er vanddrivende, hvis du ikke er vant til at drikke det – og ellers kun i mild grad. Drikker du et par kopper om dagen, aftager den vanddrivende effekt – lige så vel som den afførende.

Kaffe kan dæmpe din brandert

FALSK.
Men helt forkert er det ikke: Hvis du er meget fuld og indtager en god kop koffeinholdig kaffe, vil du føle dig mere ædru – det er dog desværre ikke tilfældet. Den opkvikkende effekt fra kaffen kan føles som en dæmper på din brandert, men den rykker ikke på din promille.

Du kan blive immun over for kaffens opkvikkende effekt

DELVIST SANDT.
Som med så meget andet opbygger du tolerance over for kaffens, eller nærmere koffeinens, opkvikkende effekt. Helt immun bliver du nok aldrig, men der skal mere og mere til at opnå samme effekt, hvis du drikker store mængder dagligt.

Kaffe indeholder ingen kalorier

SANDT.
Pyha. Kaffe indeholder ingen kalorier eller fedt. Men så snart du køber en latte på caféen, er sagen en helt anden – det er typisk en kaloriebombe i forklædning. Sort kaffe kan du derimod drikke i uanede mængder, uden at det sætter sig på sidebenene.

Kaffe øger forbrændingen

SANDT.
Kaffe øger forbrændingen, men du kan ikke bruge det som slankemiddel. Virkningen aftager nemlig med tiden, og den forsvinder helt, hvis du indtager kaffe dagligt.

Gravide skal holde sig fra kaffe

FALSK.
Gravide kan roligt drikke kaffe, så længe det ikke er i store mængder. Gravide kan roligt drikke op til tre kopper om dagen uden at bekymre sig. Drikker gravide mere end tre kopper dagligt, kan det føre til, at fostret fødes med lav fødselsvægt – og i værste fald risikerer man spontan abort.