Du kender det helt sikkert: Julen har igen i år sat sig på sidebenene, og du laver det klassiske nytårsfortsæt om at tabe dig før solen og sommeren for alvor rammer Danmark (og det betyder jo som bekendt, at du har laaaang tid til at smide de ekstra kilo).
…men måske du når det ønskede resultat længe før sommerens indtog, hvis du laver din egen, spændende og varierende kur med årstidens skønne grøntsager.
I dette indlæg lister jeg de grøntsager, du bør kigge efter i 2016’s første kvartal.
Tænk årstidens grøntsager ind i nytårskuren
I stedet for at hoppe med på tidens umenneskelige 5:2 kure og hvad ved jeg, kan du lave din egen, meget lettere fordøjelige ‘kur’, med brug af årstidens grove grøntsager.
FAKTA: Sæsonens frugter og grøntsager er oftest mere miljø- og klimavenlige, da der ikke er udledt store mængder co2 i forbindelse med fragten til Danmark.
Når nogle grøntsager er i højsæson herhjemme, betyder det, at grøntsagerne ikke er oversprøjtede med pesticider, som det typisk er tilfældet med importerede grøntsager – desto længere væk grøntsagernes oprindelsesland ligger fra Danmark, desto flere pesticider kan du forvente, grøntsagerne indeholder, når de lander hos den lokale.
Dog er det vigtigt at huske på, at økologiske grøntsager – uanset oprindelsesland – naturligvis aldrig har været udsat for pesticider.
Lad kiloene rasle med rodfrugter
Det er typisk de vandede grøntsager, der fylder på de danske spiseborde. Vi danskere spiser vilde mængder af salat, agurker og tomater, mens vi er knap så vilde med rodfrugter – og det er en skam.
For det første fordi rodfrugter har utroligt mange serveringsmuligheder – de kan steges, koges, bages, moses eller spises rå – ja, det er faktisk kun fantasien, der sætter grænser.
For det andet er rodfrugter utroligt sunde. De grove grøntsager indeholder massevis af kostfibre, hvilket betyder meget mæthed med få kalorier. Dertil er rodfrugter rige på A- og C-vitaminer samt mineraler.
Disse grøntsager skal du gå efter fra januar til marts
Hvis du er overbevist om, at du skal tænke rodfrugter ind i kuren, så får du her en indkøbsliste:
- Champignoner
- Gulerødder
- Hvidkål
- Jordskokker
- Kartofler
- Kinakål
- Løg
- Pastinakker
- Persillerod
- Porrer
- Rosenkål
- Rødbeder
- Rødkål
- Selleri
Der er som sagt et hav af mulige opskrifter med ovenstående grøntsager, og hver af grøntsagerne kan sagtens være hovedingrediens i en sund ret – både til hverdag og fest.
Kombinér dine grøntsagsvalg med lyst kød, helst fisk eller kylling, og du er godt på vej til at smide julefedtet.
God fornøjelse!