Sådan kan du lave din egen værtindegave

Er det dig der står for mandelgaven igen i år? Eller står du også ofte og synes det kan være svært hvad du skal give som værtindegave, når du bliver inviteret til julefrokost, nytår eller andre sammenkomster? Jeg kender selv det med at komme med den obligatoriske blomst og tilhørende chokolade. Det ser pænt ud, og så er det nemt når du står med beslutningen i sidste øjeblik. Jeg kan dog godt lide selv at være lidt kreativ, så derfor deler jeg her mine tips til hvordan du kan lave din egen værtindegave, nemt og hurtigt.

Vær kreativ i køkkenet

Noget jeg ofte har gjort, er at lave forskellige kager i bite-sizes, og så pakket dem ned i små cellofan poser. Nogle gange akkompagneres kagerne af en lille pose jeg har fyldt med løsvægts te eller kaffebønner. Andre gange har jeg lagt de små kager i en kurv med vin, servietter, hjemmelavet marmelade mm. Det kræver ofte ikke ret meget at lave din egen værtindegave.

Det kan du bruge til at lave din egen værtindegave

Snickers kage: En snickerskage skal ikke bages, men blot nedkøles efter den smeltede chokolade er kommet på. Denne kage er ret fast i det, og derfor nem at skære ud i små firkanter. Husk at lægge små stykker mellemlægningspapir mellem kagerne, så de ikke klistrer sammen.

Havregrynskugler: Her op til jul, er havregrynskugler en glimrende ting at lave og forære væk i små poser.

Honninghjerter: Honningherter kan du selv lave ret nemt, og skrive navne eller søde beskeder på dem. De er en god tilføjelse til mandelgaven eller i en lille gavekurv.

Konfekt: Endnu en julet ting, men lidt marcipan med nougat, nødder og chokolade, er en nem måde at lave din egen værtindegave på.

Dadelkugler: Dadelkugler er vel mest af alt et sundere alternativ til havregrynskuglerne. Til gengæld er de passende hele året rundt, og de tager ingen tid at lave.

Shake’n’bake: En rigtig fin måde at lave din egen værtindegave på, er at fylde et henkognings glas med mel, sukker, kakao, bagepulver og salt. Kort sagt, alle de tørre ingredienser der skal bruges til at bage en kage. Luk glasset og påsæt et fint mærke med en lille beskrivelse. Det synes jeg selv er en ret sød værtindegave.